Læsesalen

Om at øve sig!

af Nana Rashid

I den tid jeg, har undervist, er der et emne, der har optaget mig rigtig meget. Det er, hvordan en sanger øver sig effektivt.
Jeg har talt med en del af mine kollegaer og elever og spurgt om, hvordan de øver sig. Nogle siger, at de har været “slidere” hele vejen gennem konservatoriet og stadig føler, de ikke har rykket sig bemærkelseværdigt. Andre synes på magisk vis bare at kunne.
Hvad er forskellen på de her to grupper af sangere? Er det talent, eller har de knækket “the talent code”?

Jeg har selv øvet mig utrolig meget og har stadig meget at lære for at have en stabil balance i min stemme fra den laveste til den højeste tone. For at være ærlig var min stemmebrug meget dårlig fire år tilbage. Den måde, jeg nu træner min stemme på, synes at have en øvemetode, som skaber vedvarende og bedre resultater. Og hvorfor så det?!

Først og fremmest handler det om, at det er en procesorienteret øvemetode, der fokuserer på delmål. Øvelserne er designet til at isolere de enkle muskelgrupper, så projektet ikke bliver uoverskueligt. Derudover fik jeg undervisningen af lærere, der kunne korrigere mig.

Disse sanglærere forstod, at på det tekniske niveau, jeg havde var/er deres job at træne mine neuromuskulære vaner og give mig netop de øvelser, der får min stemme til være fri og balanceret.
Derudover er jeg blevet udstyret med klare afgrænsede og fokuserede opgaver, så jeg har/havde mulighed for at øve mig fokuseret og i dybden mellem timerne.

Når vi synger på en balanceret og fri måde, er der en gruppe af muskler, der skal koordinere. Vi kan sammeligne det med at lære dansetrin. Vi bryder trinene ned og øver dem hver for sig, og bagefter sættes de sammen. Det samme gælder for stemmetræning. Bestemte muskelgrupper isoleres ved brug af øvelser, og de gode neuromuskulære vaner indkodes.

Vi kan altså konkludere at øvemetoden og kvaliteten af din øvning betyder noget for, hvordan du udvikler dig, da det er med til at skabe gode vaner. Derudover handler det om bevidsthed at kunne huske oplevelsen/kropsfornemmelsen af øvelsen, så det er muligt at genkalde og repetere øvelsen korrekt og dermed etablere en ny og sund vane, der er stærkere end den gamle vane.

For der er både fordele og ulemper ved vaner.

Det gode er, at så snart den sunde sangteknik er en vane, så behøver du ikke tænke over det mere, og du kan fokusere på musikken. Nye vaner dannes meget hurtigt gennem repetition. Ulempen er, at det ikke kun er gode vaner, der lagres hurtigt, men også dårlige vaner, og de kan derfor være svære at erstatte med nye gode vaner.

Så derfor er det super vigtigt, at en elev, der netop er begyndt at træne sin stemme, som minimum kommer til træning en gang om ugen og bliver guidet så øvelserne ikke bliver øvet forkert og dermed bare nærer de gamle vaner. I 1800- og 1900-tallet var det kutyme for  sangere at blive trænet hver dag af deres maestro i 8 år, før de kom op på scenen.

Vores teknologi er anderledes nu, og det betyder, at vi har mulighed for at optage sangtimer og dermed ikke behøver at træne med en lærer lige så ofte. Men på trods af teknologien kan de gamle vaner godt snige sig ind, så det kan være en klar fordel at træne sin stemme med en lærer ofte. Som minimum vil jeg anbefale en time om ugen, og hvis muligt, to.

Det er som sagt fordi, jeg tror på, at det handler om at få etableret gode neuromuskulære vaner, der er så stærke at de erstatter de dårlige.

God arbejdslyst 🙂

 

Hvorfor i alverden sangteknik??!

af Nana Rashid

Alle snakker om sangteknik – men hvorfor er det så vigtigt? Kan man ikke bare synge og lade det hele handle om udtrykket fra begyndelsen?

Det er spørgsmål jeg ofte møder.  Og jo, der er få, der har det sådan, at de uden at træne stemmen kan holde til at synge frit og sundt time efter time og dag efter dag helt uden at træne stemmen – men langt størstedelen af os skal holde stemmen i form og ved lige.

Det ville være det samme som ikke at træne op til at løbe et marathon.

Stemmen er ligesom resten af kroppen – den skal holdes i form, det er ikke nok at have lært at synge én gang, det skal holdes ved lige. De fleste mennesker ved, hvordan det føles at træne efter en lang ferie. Det samme gælder for stemmen.

Michael Jackson er et godt eksempel på en kunstner, der som professionel sanger tog sangtimer og havde en fast sanglærer ansat på sine produktioner. Han trænede sin stemme, som en sportsmand ville træne sin krop.

Det bemærkelsesværdige er, at Michael Jackson lød på samme måde live som på sine plader lige til det sidste. Og jeg mener i den grad, han bibeholdte sit særpræg og sit kunstneriske udtryk, som nogle sangere er så bange for at miste ved at træne teknik. I den sammenhæng tror jeg, det er vigtigt at holde fokus på, hvorfor vi lærer sangteknik. For mig er det for at få kunstnerisk frihed, men også større sangglæde.

Vi hører ofte om kunstnere, der efter deres succes må aflyse turnéer for at give stemmen et langt hvil eller faktisk ender med at skulle opereres i stemmen. For ikke længe siden gik Sam Smiths dårlige nyhed om en udbrændt stemme verden rundt. Og det der faktisk slog mig mest var, at han netop indlemmede resten af verden i sin stemmes genoptræning, og det viste mig netop at være en Institute for Vocal Advancement øvelse, “the straw” – lidt sjovt. Vi ved som sangere eller foredragsholdere aldrig, hvornår vi måske lige pludselig står over for en lang række koncerter eller foredrag. Så stemmetræning er altså nødvendig for at opnå sund og fri stemmebrug.

 

Om at undervise fra sangerens perspektiv.

af Nana Rashid

Jeg har modtaget utrolig mange sangtimer af forskellige lærere.
Rigtig meget af undervisningens fokus har været på fysiologiske beskrivelser af, hvordan tonedannelsen foregår og ikke i så høj grad fokus på egentlige redskaber og metoder til at blive en bedre sanger. Jeg synes personligt, videnskab om stemmen er spændende.

Men sangere vil som udgangspunkt gerne synge og blive bedre til at bruge deres instrument lige som alle andre instrumentalister.

Vi er ikke nødvendigvis anderledes, bare fordi vores instrument er en del af vores krop. At spille et instrument handler om at lære at koordinere forskellige muskelgrupper. Det gælder også for sangere. Meget hurtigt opridset ønsker vi som sangere  at regulere forholdet mellem luftflow og stemmelukke med et strubehoved i hvilepostion, så vi har en smidig, fri og dynamisk stemme.

At undervise fra sangerens perspektiv betyder at undervise gennem konkrete øvelser, der skaber det ønskede mål istedet for at adressere målet ved at bede om resultatet. For eksempel, hvis eleven har en masse spændinger i de muskler uden om struben ved tonedannelsen vil jeg give eleven en øvelse, der med det samme skaber afspænding. Når eleven så har oplevet at synge uden en masse unødvendige spændinger, kan vi fortsætte med træningen af de muskler, der skal indgå i tonedannelsen på samme måde – nemlig gennem skræddersyede sangøvelser.

 

Solist eller korsanger?

af Susanne Ørum

Nogle sangere er begge dele, og andre vælger at være enten solist eller korsanger.

Det interessante for mig er, hvor meget forskel, der er på, hvad der efter min mening gør en sanger dygtig til sit arbejde i forhold til, om man er solist eller backingsanger.

Jeg stod engang i et studie, hvor vi var 4 sangere, der skulle synge kor på en CD.

Alle var vildt dygtige sangere men kom fra forskellige baggrunde og havde forskellige klangidealer, så et “uh” eller et “ah” lød ikke nødvendigvis godt eller samlet, bare fordi man havde aftalt at synge “uh” eller “ah”.

Alle de dér små detaljer, om man skal synge med eller uden vibrato, kraftigt eller svagt, med eller uden knæk, med eller uden luft osv  – hvis man ikke umiddelbart er enige eller hurtigt finder hinanden i det, så er der et stykke vej, før man får et godt resultat.

I en sådan situation vil jeg altid anbefale, at man vælger én, der får lov til at styre med det, sådan så man ikke skal stå og diskutere længe, hvorvidt det her “uh” nu skal synges.

Og det er så sjældent, at jeg oplever det.

I orkestersammenhænge og i veletablerede bands er der altid en “kapello” – en kapelmester – en musikalsk leder – en MD (music director), som har overblikket og beslutter, hvordan sangene skal lyde – selvfølgelig i samråd med hovednavnet/solisten/navnet på plakaten.

Og sådan én bør man altså også altid have i koret, mener jeg.

Det behøver jo ikke betyde, at man hæmmer de andre – det forventes jo fortsat, at alle musikere og sangere spiller og synger deres bedste.

Som korsanger (i et lille kor, f. eks på 2 eller 3 sangere) synger man det, man ofte kalder for backingkor, og der er det allervigtigste, at man kan “smelte sammen” med solisten og med de andre musikere i bandet.

Hvis man synger kor for en solist med en meget kraftfuld, vibrerede stemme, vil man oftest opleve at skulle synge ret anderledes kor end for en solist med blid, nærmest hviskende stemme.

Det er sjovt at være backingsanger, for man skal være god til at være lidt af en kamæleon.

Og så er det også en fordel at have kendskab til de forskellige stilarter, man kan komme ud for – f. eks. pop, soul, gospel, funk, country, folk osv.

Det er et slaraffenland af muligheder for, hvordan man kan synge kor for forskellige solister.

Som solist skal man vide, hvad man vil.

Om ikke andet, så bare lige i nuet – så kan man altid ville noget andet lige om lidt.

Men man er den, der har “førertrøjen” på og den, de andre skal læne sig op ad og smelte sammen med.

Dvs hvis man gerne vil begå sig i den musikalske verden både som solist og som korsanger, så er det vigtigt, at man kan træde et skridt frem og skille sig ud, når man er solist, og være “den smukkeste blomst på tapetet”, når man er backingsanger 🙂

Ofte er jeg sanger på livejobs sammen med andre sangere, hvor vi skiftes til at være solister og synge kor for hinanden. Og der er det vigtigt hele tiden at være opmærksom på, hvordan man lyder som solist og som korsanger, så man træder frem som solist og smelter ind som korsanger.

Og det er uanset, hvordan lyden er, om man kan høre sig selv i sin monitor eller ej, om man har solen i øjenene og vinden i ryggen 🙂